Teestrup - Erindring om internering af tyske flygtninge 1945

Teestrup - Erindring om internering af tyske flygtninge 1945

9

V'W#

3 1

Internering af tyske flygtninge i Teestrup i 1945.

-Det er forståeligt, at der under sådanne for­ hold måtte opstå en del gnidninger. Ikke under­ ligt, at de af og til sloges bravt. Det er påfaldende, at de fleste var kvinder og børn. De mænd og unge sønner, der ikke havde haft mulighed for at slippe væk, var jo tvunget til at gøre deres pligt for fædrelandet. En del af dem var faldet ved fronten, andre havde man overhovedet ingen efterretning om. Atter andre var bare forsvundet uden kontakt med familien. Flygtningene havde i forvejen fået fortalt, at de skulle til et fredeligt og venligt sindet land. Man havde slet ikke fortalt dem, at Danmark var besat, og at der var kamphandlinger. Stor var derfor deres forfærdelse, da de af mor blev konfronteret med de faktiske forhold. -Ilvad havde min mor så med de tyske flygt­ ninge at gøre? -Sagen er den, at hun ved kapitu­ lationen blev anmodet om at være dansk lejrle­ der. Det skete først og fremmest på grund af hendes udmærkede sprogkundskaber, og der­ næst fordi hun boede på stedet og havde en tele­ fon. I begyndelsen var det nok med lidt blandede følelser, hun accepterede anmodningen. Man syntes jo i almindelighed ikke så godt om tyske­ re dengang. Imidlertid lærte hun efterhånden, at der var forskel på tyskere. De mennesker her hadede sy­ stemet af et godt hjerte, og mor satte efterhån­ den stor pris på en del af dem, ligesom hun var meget afholdt og respekteret af dem. I et spe­ cielt tilfælde blev det til et livslangt venskab, da det hele var overstået, -men herom senere. -Selvom beslaglæggelsen også omfattede v o ­ res bolig, fik vi lov at leve vores liv som van­ ligt. Det eneste, der forlangtes var, at telefonen skulle være til rådighed. Men det var nu ikke hver dag, der blev gjort brug af det, og når der

-Hvad jeg her vil prøve at gøre rede for, er kun delvis egne oplevelser. Jeg var kun 4 år, da begivenhederne fandt sted, og det er derfor be­ grænset, hvor meget jeg kan huske. Det meste har jeg fået fortalt eller læst ud fra min mors efterladte papirer. -Det begyndte i foråret 1945 kort før befriel­ sen. Skolen, hvor vi boede, blev beslaglagt til et i starten noget uklart formål. Rygter ville vide, at det kunne dreje sig om en forlægning af SS- tropper, andre rygter omtalte muligheden af en internering af tyske flygtninge. Vor lettelse var stor, da det sidste viste sig at være tilfældet. Det skal lige nævnes, at de mennesker, der var tale om, var flygtet over hals og hoved fra det nazistiske styre. Undervejs over Østersøen var transportskibene blevet bombet efter alle kunstens regler, og mange gik ned inden de nå­ ede danske havne. Det var kun få ejendele, de havde nået at få med, en del havde kun det tøj, de havde på. Der var også dem, der hjemme havde nedgravet deres værdigenstande i lader og udhuse i håb om en dag at kunne vende tilbage til deres hjemsted. Det skete for det meste ikke. Flere af de eg­ ne, hvor flygtningene kom fra, lå i østzonen, og dér kunne de jo ikke vende tilbage til. På grund af flygtningenes tilstedeværelse måtte den daglige skolegang forlægges til præ­ stegården. Det var imidlertid ikke blot skolen, der skulle bruges. Også forsamlingshuset blev inddraget. Ca. 120 flygtninge blev fordelt de 2 steder. På skolen blev det arrangeret således, at der i hvert lokale var en midtergang. Til hver side blev der lavet “ båse” til hver familie, afgrænset med opstablet bagage eller halmknipper. Gulvet blev dækket med halmknipper.

1

gav han videre, og det var altså grunden til, at Ida Gorny levede i den tro, at manden var væk. Ægteparret havde en søn på 16-17 år. Også ham var der bud efter. Imidlertid slap han fra dem og flygtede sammen med moderen. Inden de nåede transportskibet, blev han dog fanget, og hun fik ham så ikke med til Danmark. Hun anede intet om, hvor han befandt sig. Hun og mor talte meget om det, men der var jo ikke meget at gøre på det tidspunkt. Senere på året startede Røde Kors en eftersøgning af savnede familiemedlemmer til de her i landet værende flygtninge, og det gav resultat. Mor fik besked om, at både far og søn var i live og befandt sig et sted i det sydlige Tyskland efter en fodtur tværs gennem Europa. På den tid var flygtningene efter en mellem­ landing i Haslev blevet samlet i en stor lejr ved Ålborg. Jeg husker, at mor ofrede en telefon­ samtale til lejren. Hun fik også Ida Gorny i tale. Hun måtte ligesom forberede hende på cho- ket, så i første omgang fortalte hun kun, at søn­ nen var fundet og i live. Så talte de lidt om det, og så kom det: “ Din mand er også i live!” -Der blev tavshed i den anden ende af røret, og så kan det nok være, der blev glæde. Hun følte det næsten som at få at vide, at en var op ­ stået fra de døde. Alle disse begivenheder gjorde, at der mel­ lem de 2 udviklede sig et livslangt venskab. Hun har besøgt os og vi har besøgt dem i Es­ sen, hvor de slog sig ned, da det hele var kom­ met i ro igen. Anden gang hun var heroppe, havde hun manden med. Det var i midten af 1950'erne. Jeg husker, at han en aften pludselig begyndte at fortælle om sit russiske fangenskab, der i brutalitet ikke gav de tyske koncentrations­ lejre ret meget efter. Han fortalte også om hvrdan han havde krydset Europa til fods, og hvordan han blev genforenet med sønnen hos noget familie i Sydtyskland.

endelig kom en officer for at låne telefon, var det under høflige former. Jeg har fået fortalt om en ret højtstående o f­ ficer, der af og til kom. Han var yderst høflig, afdæmpet og korrekt. Altid havde han huen under armen før han bankede på. Han hilste aldrig med den sædvanlige nazihilsen, men sag­ de pænt og høfligt goddag, undskyldte sig og bad om han nok måtte have lov at telefonere. Samme høflige ritual blev gentaget, når han trak sig tilbage efter endt samtale. Det skete også, at han blev lidt og snakkede om løst og fast, også om krigen. Han var en af dem, der ikke sympatiserede med systemet. “ Det hele er en gal mands værk” , sagde han. “ -Den krig skulle allerede have været slut med nederlaget ved Stalingrad!” Han havde kone og børn hjemme og anede intet om, hvor de opholdt sig eller om de over­ hovedet var i live. Han tænkte ofte på dem og længtes umådeligt hjem. Det må nok siges at være en tankevækkende udtalelse fremsat af en, der forvaltede systemet. -Og så oven i købet inden kapitulationen. Han må have haft en stor tillid til, at min mor ikke lod oplysningen gå videre. Mor var som sagt lejrleder. Fra tysk side skulle der vælges en tillidsmand. Det blev en enlig dame fra Øst-Preussen, Ida Gorny. Hendes mand havde været møller. Han blev selvfølgelig indkaldt. På den tid var han ved østfronten. Hun havde fået officiel meddelelse om, at han var faldet for fædrelandet. Han var motor-orddonans, og han og en kammerat var blevet forfulgt af russiske parti­ saner. Kammeraten undslap, men havde blot set, at partisanerne kastede sig over den anden. Udfra den almindelige opfattelse, at partisa­ ner ikke plejede at tage fanger, men straks li­ kviderede dem, de tog, regnede kammeraten bestemt med, at han var dræbt. Den meddelelse

2

Mor fik da, som en af de første, lov at bruge bilen. Den havde ellers stået klodset op under hele besættelsen. Hun fik bl.a. det hverv at be­ skæftige de mange mennesker. Jeg var ofte med, og jeg husker, at de lavede husflidsarbejde af genbrugsmaterialer. De syede gammelt tøj om, strikkede af gamle sweatre, lavede forskelligt håndarbejde, eller de dyrkede løvsavsarbejde. Det var helt utroligt, hvad de fik ud af nogle finer-rester, lidt maling og lak. Det blev til små brugsting eller til smykker, legetøj og meget andet. Det var en kærkommen afveksling i deres triste hverdag. Senere kom de til en større lejr ved Ålborg, og livet kunne efterhånden finde sin vante gæn­ ge, både i Teestrup og Haslev. -Denne beretning er slet ike fyldestgørende, men den bidrager forhåbentlig til at løfte en flig af sløret omkring det, der skete dengang. Det havde selvfølgelig været mere i sin or­ den, hvis det havde været min mor, der havde skrevet den. Hun tænkte ofte på at gøre det, men hun fik aldrig den fornødne tid. Da jeg begyndte at samle oplysninger om familie og lokalhistorie, var hun desværre på grund af sygdom og alder ikke i stand til at v i­ deregive nogen oplysninger. Derfor må efterti­ den nøjes med, hvad jeg kan erindre.

Det var første gang siden krigen, han over­ hovedet havde villet tale om det. Ikke engang familien havde fået noget at vide. Det var for­ mentlig de fredelige forhold og det at være blandt venner, der gjorde, at han fik løst op for posen. Mor havde som lejrleder det daglige opsyn med de internerede såvel på skolen som i for­ samlingshuset. Lejren blev bevogtet af danske CB-soldater, der skulle holde kontrol med, at ingen forlod lejren uden passerseddel. Det var mors opgave at udstede disse sedler. Hun skulle også fordele de sparsomme rationer af fødevarer og andre fornødenhder til de enkel­ te familier. Da rationerne var knappe, gav det tit og ofte anledning til tvistigheder indbyrdes. Mor har mange gange måttet lægge sig imellem og dæm­ pe gemyyterne eller adskille et par kæmpende kvinder før de fik revet alt håret af hinanden. Hygiejnen var det så som så med. Der var ikke indlagt vand, så vask foregik ved vandpo­ sten i gården i al slags vejr. Disse forhold gav rigelig grobund for utøj og sygdomme. Det blev der naturligvis ført en udstrakt kontrol med. Ved ankomsten var de alle blevet beordret i bad og til aflusning. -En dag blev mor hentet til forsamlingshuset. Her var der en ung mand, som de andre var bange for. Han opførte sig underligt. Han for­ svandt om bag ved bygningen, hvor han ikke kunne ses. bevæbnet med en æske tændstikker. Mor måtte jo undersøge sagen, og det viste sig, at manden var en deserteret SS-soldat. Det han foretog sig, var at brænde det tatoverede SS- mærke af sin arm! -Han blev nu kort efter flyttet til en anden lejr. -Efter nogen tid blev alle flygtninge fra Te- estrup, -tillige med andre fra egnen,- flyttet til Haslev, hvor de blev indkvateet på Håndvær­ kerhøjskolen og på Den Udvidede Højskole.

Løve, d. 18/10 1994 Niels E. Jensen.

3