Nakskov - Sangen forener 1940

Nakskov - Sangen forener 1940

forener

g'V E SAAKALDTE »Alsangsmø-

der«, man i disse Tider arran-

gerer rundt om i Landet, alle Vegne

med overordentlig Tilslutning, er en

gammel Tanke, som nu endelig vin-

der Forstaaelse langt videre ud i

Befolkningen end før. Almindelig

Fællessang har her i Danmark væ-

ret dyrket gennem Menneskealdre

i grundtvigske Kredse og paa Høj-

skolerne, hvor den har været en af

de mest samlende Faktorer; den har

været det, fordi det altid var kriste-

lige, nationale og folkelige Tekster

og Toner, man dyrkede, aldrig Parti-

eller Kampsange, der rejste fjendt-

lige eller hadefulde Stemninger.

Overfor denne smukke Sangkultur

har store Dele af vort Folk imidler-

tid stillet sig køligt eller uforstaa-

ende, mange har endog været kom-

plet uvidende øm dens Eksistens.

EN nu tager man Tanken op vi-

den om. De mørke Skyer, der

for Øjeblikket ruger over Verden og

altsaa ogsaa over os og vort Land,

kaster deres tunge Skygger ind i

Sindene, og alle spejder efter Vær-

dier, der selv i strenge Tider kan

bringe Trøst og Lettelse. En saadan

Værdi er der i den danske Sangs

Sammensmeltning af Poesi og To-

ner; i den kan Sindet ikke alene hvi-

le sig, men ogsaa forlyste sig, ikke

alene hente Forhaabning og Styrke,

men ogsaa Befrielse og Glæde. Det

har mange Mennesker hver for sig

udmærket vidst og udnyttet. Men

Sammensangen har ved Siden af alle

individuelle Værdier yderligere den,

at de mange Deltagere kommer hin-

anden nær paa en Maade som ellers

aldrig. Ingen har smukkere eller rig-

tigere end Bjørnson udtrykt dette.

I sit Digt »Sangen har Lysning« siger han det saaledes: »Sangen for- ener, idet den fortoner Mislyd og Tvivl paa sin straalende Gang; San- gen forener, idet den forsoner kamp- lystne Kræfter i samstemmig Trang«. Det er denne Fællessangens for- enende Virkning, der nu er gaaet op for mange, og det er den, der ligger bag de mange »Alsangsmøder«, der holdes. Man har forstaaet, at Talen om en national og folkelig Samling ikke bliver til Virkelighed paa Grundlag af det politiske alene, at et dybere Fundament maa findes, om virkelig de »kamplystne Kræfter« skal forene sig i »samstemmig Trang« — ikke mindst i den For- { stand, Bjørnson mener det, nemlig »Trangen til Skønhed, til Daad, til det Rene«. * ne Fællessang; det er ogsaa med de henfarne Slægter, fra hvem vi ned- stammer, og hvis Gerninger vi er kaldede til at fortsætte eller rette paa. Derfor siger Bjørnson ogsaa, at »fler end vi aner, ja Aander af Dø- de« vugges i det festlige Kor, som vi alle istemmer. Ingen Steder som i den danske Sang gennem Tiderne erfarer vi om de Glæder og Sorger, vort Folk har oplevet, de Fald og Oprejsninger, vort Land har haft. Og vi bærer lettere en tung Tids Byrder og Bekymringer, naar vi sammen med hinanden synger os inc'. i Bevidstheden om, at vore Forfæd- re gennem tusinde Aar trods Mod- gang og Ulykker har holdt Modet oppe, saa der altid var danske Mænd og Kvinder, der kunde bære »vor gamle Moder ind i Dagen ny«, som det hedder i Hostrups Sang til Ung- dommen. Det er et saadant Mod, der kaldes paa ogsaa nu, og det er et saadant Mod, vi kan synge os til. EN det er ikke alene med hin- anden, vi forenes i denne jæv-